Dansk svømmeprofil oplever positiv atmosfære i nyt setup

De danske landsholdssvømmere er stødt til EM-lejr fra nær og fjern. Få er blevet på nationalt træningscenter.

Emilie Beckmann fik sit store internationale gennembrud, da hun i 2017 vandt fire medaljer ved EM på kortbane. Hun er en af de største danske profiler, der har valgt at blive på Det Nationale Træningscenter (NTC). (Arkivfoto) Oli Scarff/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

2019 har været et kaotisk år for dansk svømning, efter at en DR-dokumentar i april afslørede kritisable træningsmetoder på Det Nationale Træningscenter (NTC) gennem et årti.

Siden har en række af svømmeprofilerne forladt centret. Pernille Blume træner nu skiftevis i Nordsjælland og Tyrkiet, Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer er vendt hjem til Aalborg, og Daniel Skaaning er taget til USA.

En af de få profiler, der er blevet på NTC, er Emilie Beckmann, og det har hun ikke fortrudt. Forholdene i det nye setup er gode, siger hun forud for kortbane-EM, der afholdes fra onsdag til søndag i Glasgow.

- Jeg har oplevet det nye setup som rigtig positivt. Der har været en positiv atmosfære derinde, og vi har nydt at komme til træning. Vi har fået nye på holdet, og andre har sagt farvel. Men alt i alt synes jeg, vi har haft det rigtig godt, siger hun.

I august meddelte Dansk Svømmeunion, at opsætningen på træningscentret skulle ændres. Udmeldingen kom, efter at Danmark for første gang i 14 år rejste fra et langbane-VM uden en medalje.

Og få måneder forinden havde NTC-trænerne Martin Truijens og Mads Bjørn sagt deres job op på grund af uenigheder med Dansk Svømmeunion.

Det fik svømmerne til at udtrykke mistillid til ledelsen i unionen.

I det nye setup med nye trænere er svømmerne taget med på råd. Der har blandt andet været mere fokus på det mentale, påpeger Beckmann.

- Det handler rigtig meget om, hvilke erfaringer vi tidligere har gjort os i karrieren. Nu har jeg efterhånden selv været med til en del stævner. Hvad jeg føler, har fungeret for mig, har jeg viderebragt til min træner, så vi sammen har kunnet lægge en plan.

Hun har forståelse for, at nogle svømmere har truffet andre valg.

- Vi ønsker det bedste for hinanden i bund og grund. Jeg håber inderligt, at de har valgt de steder, hvor de føler, de får det største udbytte. Og det er jeg faktisk helt sikker på, at de har, lyder det fra butterflyeksperten.

Siden 1. april har landstræneren for Danmarks bedste svømmere heddet Stefan Hansen.

Han understreger, at unionen har haft fokus på "at have orden i egen butik" på NTC efter en turbulent periode.

- Den del har jeg brugt noget tid på siden april. Vi vil gerne være ordentlige mennesker og vinde på en god måde. Men vi har også stadig ambitioner om at blive ved med at vinde, siger Stefan Hansen.

Landstræneren erkender, at alt endnu ikke er rosenrødt i forholdet mellem landsholdssvømmerne og unionen.

- Stemningen er god nu, synes jeg. Det er noget, vi har arbejdet hårdt på, og vi kommer til at arbejde videre på det. Jeg tror egentlig aldrig, vi kommer 100 procent i mål, men vi er nået rigtig langt.

- Jeg synes, at det nye center har bidraget godt til det for de svømmere, der har valgt at blive der.

- Så er der nogle svømmere, der har valgt noget andet, og dem har vi fra Dansk Svømmeunions side prøvet at bakke så godt op om som overhovedet muligt med de behov, som de har, siger Stefan Hansen.

Danmark har 23 svømmere med ved EM på kortbane, hvor der er ambitioner om finaler og medaljer for de mest garvede, mens de nyeste på scenen primært skal bruge mesterskabet på at få en forsmag på livet som professionel svømmer.

/ritzau/