Dansk storsponsor vil ændre cykelløb med robotforslag
Netcompany Ineos vil indhente konkurrenterne med en ny AI-platform, som den danske virksomhed står bag.

Netcompany Ineos vil indhente konkurrenterne med en ny AI-platform, som den danske virksomhed står bag.

"Nyt taktisk forslag. Gennemse".
Omtrent sådan kan en besked til sportsdirektørerne lyde, når den i en ikke så fjern fremtid popper op på en skærm i følgebilen hos Netcompany Ineos.
Den danske it-virksomhed er som en del af partnerskabet med cykelholdet ved at udvikle en platform baseret på kunstig intelligens.
AI-værktøjet skal give holdet en fordel over for konkurrenterne, påpeger André Rogaczewski, der er administrerende direktør i Netcompany.
- Hvis det bare får to procents indflydelse, er det forskellen på at vinde og tabe, påpeger han.
Data fylder allerede meget på holdet, men bliver ikke udnyttet godt nok, mener it-bossen.
- Vi skal sørge for, at alle målinger bliver samlet op og korreleret, så vi kan finde mønstre i dem. Det gør man knap nok i dag. Fremover kan vi gøre det uden at skulle tænke over det, og jeg tror, det bliver en kæmpe gevinst, siger han.
Teknologien bag platformen Pulse bruges allerede i store lufthavne som Heathrow og München.
Det dufter måske ikke umiddelbart af asfalt, kranksæt og energigels, men Netcompany er overbevist om, at konceptet kan overføres til elitesport.
Platformen udvikles i tre faser. I den første får cykelholdet et system, der samler alle informationer omkring udstyr, indkøb og logistik. Dernæst skal oplysninger om rytternes fysik, søvn, træning og form gøres til en del af algoritmen.
Den sidste fase er den, Netcompany betragter som banebrydende. Her begynder AI-værktøjet selv at simulere løbene, mens de sker.
Ved at sammenholde rytternes sundhedsdata med udviklingen i et løb, ruten og vejrforholdene vil sportsdirektørerne få konkrete forslag til de næste handlinger: Hvem der ikke må slippe afsted i et udbrud, hvornår der skal angribes, eller hvor der skal køres særligt forsigtigt ned ad et bjerg.
Da holdet gik under navnet Team Sky, var det kendt for at bruge data i langt højere grad end konkurrenterne.
Men der er kommet andre talknusere på banen, forklarer Carsten Jeppesen, der er director of performance operations på Netcompany Ineos.
- Ligesom i al anden sport kigger man hinanden over skulderen. Der var nogen, der kom på omgangshøjde og overhalede os. Vi har nok været lidt bagud på den front. Det kan man vist også se på resultaterne.
- Nu håber jeg selvfølgelig, at vi indhenter vores konkurrenter og kommer et betydeligt stykke foran, siger han.
Ikke alt kan dog sættes på formel, erkender André Rogaczewski. Specielt ikke i cykelsporten, hvor der kan opstå mange uventede situationer.
- Det er ikke, fordi man har fået en ny gud. Det tror jeg ikke. Jeg tror til gengæld på, at det kan være et kæmpe konkurrenceparameter.
- Men i sidste ende handler det også om at have de rigtige ryttere. Det kan godt være, du kan måle det hele, men hvis du har Tadej Pogacar, skal du nok vinde et eller andet, siger han.
Kampen om den næste Tadej Pogacar eller Jonas Vingegaard er da også kun blevet større med årene.
Ved at samle en stor mængde data regner Rogaczewski med at få nemmere ved at finde morgendagens stjerner for næsen af de andre hold.
- Før i tiden blev ryttere først opdaget, når de som ungdomsryttere begyndte at vinde. Man spottede dem ikke, før de for alvor begyndte at cykle godt.
- I dag kan vi genkende mønstre i træningsdata fra apps som Strava hos helt unge ryttere. Det giver os et datagrundlag for at spotte talenter, længe før de har vundet et løb og bliver dyrere at købe, siger direktøren.
Netcompany trådte i foråret til som ny storsponsor på holdet på en femårig aftale, hvor det danske firma lægger et stort trecifret millionbeløb.
Planen er, at cyklingen skal være et udstillingsvindue for virksomhedens AI-løsning.
- Det er en fantastisk case, man kan anvende til alle mulige brancher. Derfor betyder det meget for os, at vores kunder kan se, at de kan gøre det med deres eget cykelløb - deres egen virkelighed.
- Det kan være en by, en lufthavn, en togstation eller et energianlæg. Uanset hvad det er, foregår det her og nu i realtid, og flere aktører er involveret ligesom i et cykelløb, slår it-chefen fast.
/ritzau/