Dansk storhold henter ung træner på permanent kontrakt

Det danske Counter-Strike-hold North har været glad for, hvad de har set.

Tirsdag har storholdet i sin nyeste episode af dokumentarserien ROAR nemlig offentliggjort den unge træner Torbjørn ‘mithR’ Nyborg på en permanent kontrakt, efter han den seneste måned har været på prøve.

»Jeg er meget glad for, at vi er kommet frem til en aftale med Torbjørn,« siger sportsdirektør i esport, Jonas ‘Whimp’ Svendsen i en pressemeddelelse.

Den 29-årige træner blev senest kåret til årets danske esportstræner og har været på prøve hos North siden starten af februar.

Og selv glæder han sig også til for alvor at sætte sit aftryk på Danmarks næstbedste Counter-Strike-hold.

»Jeg føler mig meget motiveret af holdets store ambitioner. På trods af svære perioder for holdet, er jeg sikker på, at vi har, hvad der skal til for at få holdet tilbage på rette spor,« siger den nyudnævnte træner.

North, der i øjeblikket ligger nummer 12 på verdensranglisten, sagde i starten af februar farvel til deres træner, Alexander ‘Ave’ Holdt, der valgte at trække sig tilbage for at fokusere på familien.

Siden har 29-årige Thorbjørn Nyborg forsøgt at finde vinderformlen til det danske storhold, der har været igennem en skuffende periode.

Senest deltog Danmarks næstbedste hold ikke til den store Major-turnering, som holdets største konkurrent Astralis gik hen og vandt.

Torbjørn Nyborg har indtil nu været lærer på efterskolen Campus Vejle, hvor han har haft ansvaret for esportslinjen.

Nu vil alt fremover lægge alt sin energi fra træningslokalerne i Parken i København.

Første store udfordring for den nye træner og resten af North-.mandskabet bliver turneringen StarSeries S7, der løber af stablen i Shanghai fra den 31. marts til den 7. april.