Albert Withen Philipsen er efter alt at dømme det næste store stjerneskud i dansk cykling, og det satte han en fed streg under søndag.

I U23-udgaven af Paris-Roubaix kørte den 18-årige Lidl-Trek-dansker nemlig først over målstregen på den ikoniske velodrom i Roubaix.

Han havde selskab af sin holdkammerat, svenske Jacob Söderqvist. Sammen havde de slået et hul til resten af konkurrenterne og kørte over målstregen arm i arm.

Albert Withen Philipsen var et par centimeter foran og tog dermed sejren. I minutterne efter triumfen var han nærmest grådkvalt.

Stortalentet er egentlig rykket op som seniorrytter, men det blev tidligere på året besluttet, at han skulle nøjes med at køre U23-udgaven af den benhårde brostensklassiker, og det viste sig altså som en fornuftig beslutning.

Albert Withen Philipsen har gennem flere år været jagtet vildt af de største cykelhold på World Touren, efter at han har vundet flere verdensmesterskaber i forskellige cykelsportsdiscipliner som ungdomsrytter.

I sidste ende var det Lidl-Trek, der løb med hans underskrift, og ved Tour Down Under tidligere i år fik han World Tour-debut.

/ritzau/