Dansk stjerne om chok-stop: Har ikke været glad

Den danske FIFA-superstjerne August 'Agge' Rosenmeier stopper med øjeblikkelig virkning hos sit hold North.

Det skyldes, at verdensmesteren fra 2014 har besluttet sig for at trappe sin karriere 'betragteligt ned'.

»Jeg har sat mit liv i perspektiv og har valgt at flytte foden fra gaspedalen.«

»Når alt kommer til alt, er dit mentale helbred vigtigere end E-sport. Jeg vil gerne takke North, som har hjulpet mig i denne periode, og jeg værdsætter, at de fuldstændig forstår min situation,« siger Agge Rosenmeier til  Norths hjemmeside.

På sin Twitter-profil uddyber han, hvilke mentale helbredsudfordringer han har kæmpet med.

Jeg har igennem en længere periode haft en stor mental byrde, hvor jeg ikke altid har været helt glad. Her nåede det til et punkt, hvor jeg personligt ikke følte jeg kunne stå inde for at jeg kunne give mig selv 110 procent i alt, jeg foretog mig.«

»Her snakker vi om at holde min træning ved lige, spille alle turneringskampe og meget mere - rettere sagt at være den bedste udgave af mig selv på og udenfor banen.«

Selvom Agge ikke længere er på kontrakt hos North, så vil han spille nogle online-kvalifikationskampe for holdet.