Dansk spydkaster ryger tidligt ud af EM-finale
Arthur Wiborg Petersen sluttede som nummer 11 i spydkastfinalen ved EM i atletik.

Arthur Wiborg Petersen sluttede som nummer 11 i spydkastfinalen ved EM i atletik.

Den danske spydkaster Arthur Wiborg Petersen formåede ikke at leve op til sin flotte kvalifikation, da han lørdag aften var blandt de 12 deltagere i finalen ved EM i atletik i Birmingham.
Han klarede således ikke cuttet til top-8 i finalen.
Han lagde ud med at kaste 67,44 meter, sneg sig derefter op på 68,21 meter, og det tredje kast lød på 71,63 meter.
Det var altså ikke nok til at få tre kast mere, og danskeren sluttede på 11.-pladsen.
Han skulle have kastet lidt mere end seks meter længere for at kile sig ind i top-8.
Det var noget af en overraskelse, da Arthur Wiborg Petersen torsdag kvalificerede sig til finalen.
Den 26-årige atlet, der er rangeret som nummer 32 i Europa, kastede torsdag 79,30 meter i sit første forsøg. Det var det tiendebedste kast i kvalifikationen.
Han kan trods alt tage fra EM med oprejst pande på grund af den overraskende finaleplads.
EM slutter søndag.
RITZAU