Den danske skeletonkører Rasmus Vestergård Johansen ser ud til at være på direkte kurs mod vinter-OL.

Fredag fik den 23-årige dansker en stærk start på World Cup-sæsonen med en syvendeplads i Cortina d'Ampezzo, der også er vært for vinterlegene senere på sæsonen.

Vestergård Johansen sluttede sine to heat som henholdsvis nummer seks og ni, og samlet rakte det altså en placering som nummer syv. Briten Matt Weston vandt World Cup-afdelingen.

Med resultatet fik danskeren vist, at han kan få fart i slæden i den nye olympiske iskanal, der også skal bruge ved OL.

Resultaterne i World Cup-afdelingerne afgør, hvem der får adgang til OL. Kun de 25 bedste på den olympiske rangliste får billet til legene. Inden fredagens afdeling lå Rasmus Vestergård Johansen på 11.-pladsen.

Der venter yderligere seks World Cup-løb i de kommende måneder. Det hele kulminerer i Altenberg i Tyskland 16. januar, hvor det står klart, hvem der bliver lukket ind i OL-varmen.

Også Rasmus Vestergård Johansens søster Nanna kæmper for at komme til OL i skeleton, der er en enmandsslæde, hvor kørerne ligger med hovedet forrest.

Nanna Vestergård Johansen skal på banen i Cortina d'Ampezzo senere fredag.

/ritzau/