I en vild spurt kom den danske cykelrytter Anders Foldager (Jayco) buldrende bagfra og vandt fredag den kuperede klassiker Brabantse Pijl.
I den stigende finale var Foldager stærk, og han susede forbi alle konkurrenter og tog sejren foran Quinten Hermans (Pinarello).
Selv om Brabantse Pijl ikke er et World Tour-løb, så betegner Foldager triumfen som den største i karrieren.
- Jeg vidste, at jeg havde niveauet til at gøre det. Det var det perfekte løb for mig. Det er klart den største sejr for mig. Sådan en finale ligger godt til mig, siger Anders Foldager i vinderinterviewet.
For Foldager var sejren samtidig en perfekt optakt til søndagens klassiker Amstel Gold Race. Brabantse Pijl markerer overgangen fra brostensløb til Ardennerne og fungerer som opvarmning til Amstel Gold Race.
- Sejren viser, at jeg har niveauet til det her. Jeg drømmer om at vinde Amstel. Men der har jeg nok stadig et stykke vej til de bedste ryttere, lyder det beskedent fra Foldager.
Danskeren forklarede desuden, at det på de sidste kilometer så svært ud, da et stærkt udbrud var kommet afsted.
I det udbrud sad Anthon Charmig (Uno-X) blandt andre, og han blev den næstbedste dansker som nummer 30.
Charmigs holdkammerat Simon Dalby gjorde i øvrigt comeback i det belgiske løb, efter at han har været ude i et halvt år. I oktober blev han indlagt med to blodpropper i hjernen.
Dalby gennemførte løbet og kom trillende ind over målstregen som nummer 45.
/ritzau/
