Dansk klatrer kvitter Trek og får kontrakt på anden klasse

Niklas Eg skal i 2022 og 2023 køre for det norske hold Uno-X, og han vinker dermed farvel til World Touren.

Niklas Eg (i midten med gul hjelm) kørte Tour de France for første gang i karrieren i 2020. (Arkivfoto) Benoit Tessier/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter fire sæsoner i det mest fornemme selskab træder cykelrytteren Niklas Eg et skridt ned ad rangstigen.

Den 26-årige klatrer forlader således World Tour-holdet Trek-Segafredo og har i stedet skrevet kontrakt med det norske hold Uno-X.

Uno-X rangerer som et prohold og er en del af den såkaldte Pro Series, som rangerer lige under World Touren.

Niklas Eg har fået sig en kontrakt, der gælder i 2022 og 2023.

Han dukkede op på den store cykelscene, da han i 2017 sluttede som nummer tre i det samlede klassement i Tour de l'Avenir, som er Tour de France for U23-ryttere. Han sluttede blot 1 minut og 12 sekunder efter den senere Tour de France-vinder Egan Bernal.

Det fik Trek-Segafredo til at reagere, og i 2018 kørte Niklas Eg med blandt de bedste på World Touren. Han fik sin grand tour-debut allerede samme år, da han kørte og gennemførte Giro d'Italia.

I 2020 fik han debut i Tour de France, hvor han skulle hjælpe klassementshåbet Richie Porte, men den unge dansker kæmpede gevaldigt med at følge med op ad stigningerne.

Niklas Eg har desuden kørt Vuelta a Espana to gange. Det er endnu ikke lykkedes ham at tage en sejr som professionel.

Nu er det i første omgang slut med World Tour-cykling, og Niklas Eg skal forsøge at kickstarte karrieren på et hold, hvor det i forvejen vrimler med danskere.

Blandt andre Julius Johansen, Niklas Larsen og Frederik Rodenberg, som under OL vandt sølv i 4000 meter holdforfølgelsesløb, kører for det norske hold.

Desuden er danske Christian Andersen sportsdirektør på holdet. Han er kendt for at have arbejdet med mange af de danske cykelryttere, der i dag glimter på den helt store scene.

/ritzau/