Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard formåede ikke at gå hele vejen ved badmintonturneringen Swiss Open, der rangerer som en Super 300-turnering.
Herredoublen tabte søndagens finale til taiwanerne Lee Fang-Chih og Lee Fang-Jen med cifrene 18-21, 13-21.
Vinderparret måtte lørdag overleve to matchbolde i semifinalen mod danskerne Christian Faust Kjær og Rasmus Kjær, men søndag sejrede de mere sikkert.
Det danske finalepar var rigtigt godt med i starten af første sæt, men modstanderne fik overtaget halvvejs.
Danskernes sidste føring var ved 8-7, men taiwanerne vendte det til en føring på 14-10.
Lundgaard og Vestergaard reducerede til 15-16, men de to gange Lee hev sættet hjem.
Taiwanerne tog momentum med ind i andet sæt, hvor de bragte sig foran med 6-2 og senere 10-5. Herefter satte danskerne en stime på fem point sammen og udlignede til 10-10.
Det var dog en stakket frist. Lee Fang-Chih og Lee Fang-Jen generoberede overtaget og trak fra igen. De tog seks point i træk til føringen 16-10, og denne gang kunne danskerne ikke svare tilbage.
Lee Fang-Chih og Lee Fang-Jen stormede mod titlen og udnyttede den første matchbold til at vinde 21-13.
/ritzau/
