Opdateret

Dansk hammerkaster booker plads i VM-finalen

26-årige Katrine Koch Jacobsen er videre til mandagens finale efter en ottendeplads i søndagens kvalifikation.

Katrine Koch Jacobsen skal mandag eftermiddag dyste i finalen i hammerkast ved atletik-VM i Tokyo. Søndag blev hun nummer otte i kvalifikationen. Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen er videre til finalen ved atletik-VM i Japans hovedstad, Tokyo.

Søndag kvalificerede den 26-årige dansker sig til mandagens finale, da hun fik slynget hammeren ud på 72 meter.

Det rakte til en ottendeplads blandt de 35 deltagere, der deltog i to kvalifikationspuljer. Der var i alt 12 finalepladser på spil.

Katrine Koch Jacobsen var et godt stykke fra sin personlige rekord på 74,22 meter. Den satte hun for mere end tre år siden.

Bedst i kvalifikationen var canadiske Camryn Rogers, der fik hammeren ud på 77,52 meter.

Rogers, der vandt sidste års OL i Paris, stiller op i Tokyo som regerende verdensmester.

Finalen i hammerkast foregår mandag eftermiddag klokken 14.00 dansk tid.

/ritzau/