Onsdag skrev 18-årige Martine Damborg et lille stykke dansk svømmehistorie med sin guldtriumf i 50 meter butterfly ved kortbane-EM i Polen.

Torsdag blev det dog tydeligt, at der fortsat er noget arbejde at gøre i forhold til teenagerens alsidighed i bassinet. I finalen i 100 meter medley endte Damborg sidst af de otte startende.

Ifølge den unge dansker spillede onsdagens guldoplevelse negativt ind på præstationen.

- Jeg har været meget overvældet oven på i går (onsdag, red.), og det kan jeg også mærke nu, lyder det fra Damborg.

- Jeg havde håbet at kunne svømme en personlig rekord her til aften, efter at jeg havde avanceret uden at svømme mig ud. Det lykkedes ikke, så jeg er ikke tilfreds med finalen.

Efter 25 meter lå Damborg syver, og halvvejs gennem finalen havde hun svømmet sig op på femtepladsen.

Både holdbarheden og alsidigheden i flere af disciplinerne er dog stadig et område, som kan forbedres for det unge talent.

På de sidste 50 meter manglede Martine Damborg fart, og hun endte 2,63 sekunder efter guldvinderen Marrit Steenbergen fra Holland.

Sølvet gik til Belgiens Roos Vanotterdijk, som onsdag blev sat til vægs af Damborg i finalen i 50 meter butterfly.

Landsmand Robert Pedersen klarede sig lidt bedre i mændenes finale i 100 meter medley. Han var oppe som nummer fire undervejs, men endte på sjettepladsen.

Både Pedersen og Damborg var også en del af det danske mixedstafethold, som rundede aftenprogrammet af med finale i 4x50 meter fri. Her blev det til en femteplads sammen med Frederik Møller og Julie Kepp Jensen.

Damborg havde forinden haft sin tredje tur i vandet på aftenprogrammet. Det var i 100 meter butterfly - den dobbelte distance af hendes guldløb. Det blev til en finaleplads i sjettebedste tid.

I 200 meter brystsvømning klemte Clara Rybak-Andersen sig i finalen på det yderste mandat med ottendebedste tid i semifinalerne.

Victoria Bierre er også finaleklar. Det er hun i 100 meter rygsvømning. Medaljechancerne er dog heller ikke her store, da hun kvalificerede i syvendebedste tid.

/ritzau/