Dansk golfspiller taber igen ved Solheim Cup
Efter fredagens strabadser på golfbanen står det 4-4 mellem Europa og USA ved Solheim Cup.

Efter fredagens strabadser på golfbanen står det 4-4 mellem Europa og USA ved Solheim Cup.

Nanna Koerstz Madsen har ikke fået den bedste start på Solheim Cup, der er en dyst mellem Europa og USA - kvindernes pendant til Ryder Cup.
Den danske golfspiller var for anden gang i løbet af fredagen sat sammen med franske Celine Boutier i den ene af fire europæiske duoer. Denne gang i fourballs.
For anden gang i træk tabte den dansk-franske konstellation, som ellers nåede at vise gode takter.
Europa er fortsat stadig godt med i dysten mod USA. Stillingen er 4-4 efter åbningsdagen.
Koerstz Madsen og Boutier fik en god start på dysten mod Alison Lee og Megan Khang i fourballs.
Der spilles i fourballs to mod to, og hver spiller benytter sin egen bold. Når hullet afsluttes, er det den bedste score blandt de fire spillere, som vinder hullet.
Efter tre huller var Koerstz Madsen og Boutier foran med to point, men den føring blev hurtigt indhentet, og det stod helt lige midtvejs i dysten.
Efter tiende hul kom amerikanerne i front med et point for første gang i kampen. Og derfra gik det stærkt.
Amerikanerne kom i front med fem point med tre huller tilbage, og dermed var duellen afgjort, da man højst kan vinde et point per hul i hulspil.
RITZAU