Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen skal fredag sammen med Céline Boutier møde Alison Lee og Lauren Coughlin i Solheim Cups foursomes.

Det fremgår af turneringens hjemmeside.

Solheim Cup - kvindernes svar på Ryder Cup - er en holdturnering, hvor de bedste kvindelige golfspillere fra USA og Europa dyster mod hinanden hvert andet år.

Der spilles fredag, lørdag og søndag i det sydlige Holland.

Det er anden gang i karrieren, at 31-årige Madsen er en del af det eksklusive selskab, der repræsenterer Europa i den prestigefyldte holddyst mod USA.

I foursomes spiller man to mod to, og hvert hold har kun én bold i spil. Spillerne skiftes til at slå til bolden.

Her skal Madsen, der er nummer 68 på verdensranglisten, altså spille sammen med den 32-årige franske nummer 35 i verden, Boutier.

Modstanderne Lee og Coughlin er henholdsvis nummer 58 og 17 på verdensranglisten.

I fredagens øvrige foursomes skal Lottie Woad og Charley Hull møde verdensetteren Nelly Korda og Allisen Corpuz.

Esther Henseleit og Leona Maguire står over for Andrea Lee og Lindy Duncan, mens Maja Stark og Linn Grant skal op mod Rose Zhang og Jennifer Kupcho.

RITZAU