Dansk golfkvinde imponerer med andenplads i USA

Nanna Koerstz Madsen er samlet seks slag under banens par i LPGA-turnering i golf i USA efter to runder.

Nanna Koerstz Madsen blander sig i topstriden i LPGA-turnering i USA efter en runde i fire slag under par. Danskeren er på andenpladsen ét slag efter den førende. (Arkivfoto). Sergei Belski/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Los Angeles. Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen leverede fredag endnu en fornem runde i LPGA-turneringen Hugel-Air Premia LA Open i USA.

Efter første runde i to slag under banens par på 71 slag, slog danskeren til med en endnu bedre præstation sent fredag aften dansk tid i anden runde.

Her gik Nanna Koerstz Madsen runden i 67 slag, og dermed er hun samlet seks slag under par inden de to sidste runder.

Den 24-årige dansker leverede hele seks birdies, men måtte også notere sig to bogeys, som trak fra i regnskabet.

Den flotte runde sender Nanna Koerstz Madsen 12 pladser op i den samlede stilling til en andenplads.

Minjee Lee fra USA fører i syv slag under par efter en runde i 69 slag.

Feltets anden danske deltager, Nicole Broch Larsen, er ikke med i weekendens finalerunder.

Med fire slag over par efter de første to runder klarede hun lige netop ikke cutgrænsen på tre slag over par.

/ritzau/