For to år siden overraskede Maja Jager det meste af bueskydningsverdenen, da hun vandt VM-titlen. I år kommer hun ikke til at forsvare den titel. Det ligger fast, da hun onsdag blev slået tidligt ud af turneringen.

Maja Jager var ellers på hjemmebane i år, hvor VM foregår i København. Men i OL-disciplinen recurve nåede hun kun i aktion to gange.

I sin første dyst vandt Maja Jager over slovakiske Lucanicova Zuzana, men i anden måtte hun se sig slået af mexicanske Karla Hinojosa med 6-2.

Landstræner Niels Dall fortæller, at Maja Jager havde svært ved at holde niveauet kampen igennem.

»Det var en hård omgang derude i dag. Forholdene er fine, men Maja kommer en smule skævt fra start. Hun falder en lille smule i niveau, og så bliver man straffet med det samme på det her niveau,« siger Niels Dall til TV2 Sport.

Udover nederlaget til Maja Jager er Carina Rosenvinge også færdig ved VM. Og de to nederlag er ifølge Niels Dall noget af en skuffelse.

»Vi gik helt klart efter at nå længere med Maja og Carina, så jeg er rigtig ærgerlig. Vi må hjem og se på, hvad vi kunne have gjort anderledes,« siger han.