Dansk double triumferede i Indien

Læs mere
Fold sammen

Den danske herredouble i badminton med Carsten Mogensen og Mathias Boe vandt søndag i sikker stil turneringen India Championships.

Parret har gennem hele turneringen været ganske suveræne og ikke afgivet et eneste sæt på vej til finalen.

Og søndagens finale startede da også i sikker stil for danskerne. 21-9 vandt de første sæt over russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.

I andet sæt blev det hele dog noget mere tæt, da Mathias Boe og Carsten Mogensen så ud til at miste koncentrationen lidt. Men det var ikke mere end, at de var i stand til at liste sejren hjem ved at vinde sættet 22-20.

Derefter kunne parret fejre sejren med deres sædvanlige lille sejrsdans.

Turnerings-sejren kom ikke uventet for danskerne, da de siden første runde blev regnet som storfavoritter til sejren.

Herredoublen var eneste danske deltagelse ved søndagens finaler, da Viktor Axelsen lørdag blev slået ud af turneringen i semifinalen.