Dansk double i finalen

Jens Eriksen og Martin Lundgaard spillede sig i finalen i Copenhagen Masters med en sejr på 21-15, 21-19 over Michal Logosz og Robert Mateusiak fra Polen.

Den danske double Jens Eriksen og Martin Lundgaard fik fredag spillet sig i finalen ved Copenhagen Masters i Falkoner Salen med en snæver sejr på 21-15, 21-19 over Michal Logosz og Robert Mateusiak fra Polen.

De to danskere havde marginalerne på deres side og tog med en god fight stikket hjem mod polakkerne, der tidligere fredag vandt deres match over Kristof Hopp og Ingo Kindervater i to sæt.

Dermed formåede det danske par at udnytte den sidste chance for at få dansk deltagelse i doublefinalen, som spilles lørdag, efter både Lars Paaske/Jonas Rasmussen og Mathias Boe/Carsten Mogensen tabte og missede finalen i deres pulje.

I finalen møder Eriksen og Lundgaard malaysierne Mohd Latif/Mohd Tazari, der har vundet begge deres opgør.

/ritzau/