Dansk dopingtest skal fælde snydere

En dansk forsker er tæt på at have en test klar, der kan afsløre sportsfolk, som bruger bloddoping. Men testen bliver næppe klar til OL næste år.

Sammen med nogle australske forskerkolleger er Jakob Mørkeberg, ph. d-studerende ved anæstesiologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i København, tæt på at få ram på de dopingsyndere, der benytter sig af bloddoping. Hidtil har det ikke været muligt at afsløre bloddoping med ens eget blod, men et forskningsprojekt, som er støttet af Det Internationale Antidoping Agentur (WADA) har båret frugt.

- Vi har fundet nogle ændringer, som virker så markante, at de kun kan optræde ved blodtransfusioner, siger Jakob Mørkeberg til Ingeniøren.

WADA, der ser bloddoping som afløseren for epo, håber på, at testen bliver klar til OL i Kina næste år, men Jakob Mørkeberg tør ikke love, at det bliver tilfældet. Testen skal nemlig afprøves noget mere, før den er 100 procent sikker.

- Det er ærgerligt, men sådan er forskning. De første forsøg var ekstremt lovende, men hovedforsøget var umiddelbart ikke så godt, fortæller han.

/ritzau/