EM-finalen i diskoskast bliver uden dansk deltagelse i Birmingham.

Anne Juul Jensen, Annesofie Hartmann Nielsen og Lisa Brix Pedersen, der var de tre danske deltagere, lykkedes ikke med at kvalificere sig til fredagens finale.

Tættest på var Annesofie Hartmann Nielsen, der længe lå nummer 12 og dermed indtog den sidste finalegivende plads med et kast på 57,99 meter.

Men til slut blev hun overhalet og nåede dermed ikke frem til finalen. Hun var 49 centimeter fra en finaleplads.

Annesofie Hartmann Nielsen havde desuden et kast på 58,59 meter, men hun overtrådte akkurat med sin højre fod.

- Jeg er bare frustreret over, at det ikke kom længere end det. For det er gået så godt i træningen.

- Det er sådan, gamet er. Nogle gange bliver man lidt for nervøs, siger Annesofie Hartmann Nielsen til DR Sporten.

Der var også dansk deltagelse i semifinalen i 400 meter hæk, men Sebastian Monneret lykkedes ikke med at komme videre til finalen.

Den danske hækkeløber blev nummer otte og sidst i sin semifinale i tiden 50,17 sekunder, der var næsten et sekund fra personlig rekord.

RITZAU