Det 19-årige cykeltalent Albert Withen Philipsen (Lidl-Trek) var i endagsløbet Paris-Tours søndag tæt på at tage sin første professionelle sejr, men i den afsluttende spurt måtte han se sig slået af den italienske veteran Matteo Trentin (Tudor).

Det var tredje gang i karrieren, at den 36-årige italiener sejrede i det franske grusløb, hvor vinderen skulle findes i en spurt blandt seks mand. Det var en lang spurt, hvor syren sad op til begge ører hos alle mand.

Hjemmebanefavoritten Christophe Laporte (Visma), der vandt i fjor, blev henvist til andenpladsen, mens kometen Albert Withen Philipsens kræfter rakte til den sidste plads på podiet.

Den unge dansker har i de seneste uger vist fremragende form. Senest tirsdag i det italienske løb Tre Valli Varesine, da han kørte en andenplads hjem foran franske Julian Alaphilippe og bagved Tadej Pogacar.

Paris-Tours har ændret udseende og karakter flere gange i sin mere end 100 år lange historie.

I dag er det kendetegnet ved en række grussektioner sidst på ruten, og en ruteprofil, der ligger godt til en stribe danske profiler. Herunder altså også Albert Withen Philipsen, der har gang i sin debutsæson på seniorniveau og derfor kørte løbet for første gang.

Det blev hurtigt tydeligt i finalen, at den unge dansker igen havde særdeles gode ben. Han sad med i de fleste fremstød og forsøgte sig også selv et par gange.

En af de få gange, hvor Philipsen ikke sad med i et angreb, var, da duoen med Paul Lapeira (AG2R) og Thibaud Gruel (FDJ) strøg afsted med 35 kilometer til mål.

Den franske duo skabte hurtigt et hul på mere end et halvt minut og udnyttede, at der flere gange gik taktik i favoritgruppen, hvor de kiggede på hinanden.

Da Laporte med lidt under 20 kilometer til mål satte det helt store angreb ind på et af grusstykkerne, var Philipsen med det samme i hjulet.

Tre ryttere mere kom med, og sammen indledte kvintetten jagten på frontduoen.

Længe lå forspringet på ti sekunder, og det så ikke ud til, at den franske duo i front skulle hentes.

På den sidste kilometer gik der dog taktik i den, da Lapeira og Gruel kiggede på hinanden. Det skulle de ikke gøre ret længe, før de fik selskab. Og til sidst havde aldrende Trentin mest benzin i tanken på opløbsstrækningen.

/ritzau/