Dansk cykelduo er tæt på bronze i parløb ved bane-VM

Amalie Dideriksen og Trine Schmidt blev nummer fire i parløbet ved VM på bane i Holland.

Amalie Dideriksen (tv.) blev sammen med Trine Schmidt nummer fire i parløbet ved VM i banecykling. Scanpix/Emmanuel Dunand/arkiv Fold sammen
Læs mere

Holland. Cykelrytteren Amalie Dideriksen var lørdag aften tæt på at hente sin tredje medalje ved VM på bane i Apeldoorn.

Sammen med Trine Schmidt sluttede Amalie Dideriksen som nummer fire i parløbet over 30 kilometer.

Den danske duo hentede 18 point, to point færre end italienerne Letizia Paternoster og Maria Giulia Confalonieri, der tog bronze.

Briterne Katie Archibald og Emily Nelson tog guld med 50 point, mens hollænderne Kirsten Wild og Amy Pieters fik sølv med 35 point.

Amalie Dideriksen har tidligere ved VM vundet sølv i omnium og bronze i scratch.

Det mandlige danske 4000-meter-hold i forfølgelsesløb vandt sølv, så Danmark står noteret for tre medaljer ved VM.

/ritzau/