Dansk bueskytte vinder World Cup-finale i Las Vegas

For andet år i træk blev det til dansk triumf i World Cup-finalen, da Tanja Jensen vandt guld i compound.

Læs mere
Fold sammen

Bueskytten Tanja Jensen vandt natten til søndag World Cup-finalen i USA.

Danskeren tog den samlede sejr i kvindernes individuelle compound-konkurrence, da hun i den afgørende duel slog spanske Andrea Marcos 145-142.

Det var andet år i træk, at det blev til en dansk sejr i World Cup-finalen, efter at Sarah Sönnichsen vandt i 2016.

- Det var fantastisk at se hende vinde sidste år, og i år var det hendes tur til at se mig gøre det, siger Tanja Jensen til World Archerys hjemmeside.

- Vi er bare glade på hinandens vegne.

- Jeg er meget glad for, at jeg omsider kan se mit hårde arbejde bære frugt, forsætter den danske vinder.

Det kan også blive til en dansk triumf i herrernes compound-konkurrence, hvor den tidligere verdensmester Stephan Hansen har lagt sig i spidsen.

Compound-buen er i modsætning til recurve-buen ikke på det olympiske program.

/ritzau/