Dansk båd tæt på OL-billet i debut

Morten Ølgaard Nielsen og Thomas Larsen er i færd med at sikre Danmark en OL-billet ved VM i roning i deres debut som makkere i den tunge toer uden styrmand.

VM i roning i München er så småt ved at nærme sig de rigtig interessante heat, hvad angår danske OL-billetter og VM-medaljer. Tirsdag sørgede den tunge toer uden styrmand for godt nyt til dansk roning.

Thomas Larsen og Morten Ølgaard Nielsen blev nemlig nummer to i deres opsamlingsheat og kvalificerede sig dermed til semifinalerne som en af 12 både. OL-kravet er minimum en 11.-plads, så håbet om en dansk båd ved OL i den klasse er rasende tæt på at gå i opfyldelse. De to roere sad tidligere i den tunge firer, men én blev syg, og så satte roforbundet i stedet Nielsen og Larsen over i toeren.

- De har ikke nået at ro konkurrence inden VM, og derfor var vi lidt usikre på dem. Men træningen har set godt ud, og det ser altså også rigtig godt ud hernede. Jeg vil vurdere, at de ligger tæt på en A-finale, men de skal ro om det først. Og skulle A-finalen kikse, så skal de ud og kæmpe for ikke at blive sidst i den lille finale, siger sportschef Lars Christensen./ritzau/