Oprykkeren Pisa kæmper med næb og klør i bunden af Serie A, og lørdag fik klubben et vigtigt point takket være en dansker.

Angriberen Henrik Meister var nemlig manden, der sørgede for, at Pisa slap fra kampen mod Udinese med 2-2.

Den store og stærke københavner scorede det udlignende mål efter 67 minutter, da han stod på det rette sted på det rette tidspunkt.

Han udnyttede således, at Udineses keeper ikke formåede at holde fast i et hovedstød fra Gabriele Piccinini. Bolden sprang fra målvogteren, og Henrik Meister prikkede den i nettet.

Dermed har Pisa nu samlet 13 point sammen efter 20 runder. Klubben må dog fortsat tage til takke med en placering som agterlanterne i den italienske liga. Der er tre point op til Genoa på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Faktisk var Henrik Meister meget i fokus i den afgørende fase af kampen. Han havde flere fine muligheder og tvang blandt andet Udineses keeper til en fantomredning efter 77 minutter.

Danskeren var sluppet afsted i et dybdeløb og sendte et brag af en afslutning mod mål. Men Maduka Okoye fik fingerspidserne på og lige akkurat sendt bolden på stolpen.

Kort før slutfløjt blev Meister skiftet ud til fordel for den tidligere AaB-spiller Malthe Højholt.

Henrik Meister har med lørdagens scoring to mål på kontoen for denne sæson. Han har været i Pisa siden januar sidste år, hvor den italienske klub i første omgang lånte ham i Rennes. Et halvt år senere blev skiftet permanent.

Den 22-årige dansker har en fortid i blandt andet Fremad Amager og norske Sarpsborg.

/ritzau/