Danny Olsen-drøn sikrer AGF sejr i overtid

AGF slog Roskilde 1-0 på et mål af Danny Olsen efter assist af Kim Aabech. Fold sammen
Læs mere

AGF fik en perfekt start på påskeferien. Lyngby på 1. divisions andenplads tabte sin kamp mod AC Horsens, og kort efter vandt aarhusianerne deres kamp mod Roskilde.

Men det holdt hårdt. Roskilde gav Morten Wieghorsts tropper rigeligt med modstand, og det var først i overtiden af kampen, at Danny Olsen scorede det forløsende mål, som sikrede en 1-0-sejr.

En lang bold blev smidt op i modstandernes felt i et sidste desperat forsøg på at tage alle pointene. Her kunne den fysisk stærke Kim Aabech lægge bolden til rette for Danny Olsen, som drønede sin afslutning i mål.

De tre point betyder, at AGF nu kun er et point efter Lyngby på den oprykningsgivende andenplads, og Aarhus-klubben har tilmed en kamp i hånden.