Danmarks onde ånd overvandt barske brasilianere

Brasiliens Thiagus Santos (i midten) kæmpede hårdt, men måtte i sidste ende give fortabt over for den spanske overmagt. Fold sammen
Læs mere

Ved VM i håndbold for to år siden løb Danmark ind i en regulær øretæve i finalen, da Spanien knuste de danske gulddrømme med en ydmygende 16-målssejr. Ved årets slutrunde i Qatar er de forsvarende mestre også kommet planmæssigt fra start.

Godt nok bed de undertippede brasilianere fra sig i lørdagens kamp i gruppe A - og en overgang lignede det, at de ville levere slutrundens anden sensation, efter Danmark fredag måtte nøjes med uafgjort mod Argentina.

Spaniens pauseføring på 15-14 blev kort inde i anden halvleg vekslet til en brasiliansk et-målsføring, men mod slutningen af kampen løb sydamerikanerne tør for kræfter. Derfor trak Spanien stille og roligt fra og kunne relativt sikkert køre en 29-27-sejr i land.

Det er holdets anden sejr ud af to mulige. I første gruppekamp blev Hviderusland besejret med 38-33.

Og netop Hviderusland var også på banen i den anden af lørdagens tidlige kampe. Her var Slovenien modstanderen, og de fulgte Spaniens forbillede og tog også deres anden sejr. 34-29 vandt slovenerne. Dermed fører de gruppe A foran Spanien på grund af en bedre målscore.