Danmarks magt skal bruges rigtigt

Kommentar

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Danske idrætspolitikere har større indflydelse i de internationale organisationer end for to år siden, da den seneste magtanalyse blev offentliggjort, og som det fremgår af dagens kronik i Berlingske, arbejder Danmarks Idrætsforbund (DIF) målrettet på, at vi fremover skal have endnu mere at skulle have sagt.

Både ved at udarbejde karrierestrategier for de valgte og ved at samarbejde med ligesindede i lande som Sverige, Norge, Finland og Holland om at fremme økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed samt bekæmpe matchfixing.

Alt sammen positivt efter et 2015, der, hvis man for en stund havde troet, at idrætten var det uplettede frirum for verdens øvrige rædsler, afslørede, at korruption, doping og matchfixing stadig har stor indflydelse på beslutningsprocesserne og det, det hele burde handle om, de egentlige konkurrencer.

Mangler man et billede på, hvor skidt det står til med begreber som åbenhed, demokrati og solidaritet i de internationale idrætsforbund, kan man tage et blik på rapporten »Sport Governance Observer 2015«, der blev offentliggjort i oktober sidste år, og hvor det internationale fodboldforbund (FIFA) placerer sig som det næstbedste – det næstbedste – kun overgået af det internationale ridesportsforbund. Folk, der blot har fulgt marginalt med i de idrætspolitiske udviklinger på det seneste, kan ret nemt regne ud, at den samlede demokratiske formåen ikke er særlig høj, når FIFA er næstbedst blandt de 35 analyserede forbund.

Men indflydelse gør det ikke alene. Hvis danske og ligesindede for alvor skal ændre noget, er det ikke tilstrækkeligt at operere inden for de givne strukturer. Det er nødvendigt at arbejde for at ændre dem.

DIFs magtanalyse viser nemlig også, at det er  vestlige lande, som i vid udstrækning kan forventes at dele vores værdier og demokratiske traditioner, der har mest magt i international idræt. USAs indflydelse er størst. Derefter følger Frankrig, Storbritannien, Italien, Tyskland og Canada, inden Rusland, Spanien, Kina og Australien afslutter top ti. Det er altså ikke nødvendigvis idrætspolitikernes nationale eller kulturelle ophav, der står i vejen for demokratiske processer, men snarere de strukturer de bliver en del af og ikke i tilstrækkelig grad sørger for at ændre.

Det bliver den helt store udfordring for os, der påberåber os de rigtige værdier: Ikke bare at sidde med i de mest magtfulde organer, men rent faktisk at ændre dem indefra. Her er der brug for mod fra de enkelte idrætspolitikere og opbakning fra både DIF og de forbund, de repræsenterer. Det kan lyde uhyre banalt, men i det øjeblik et forbund skal vælge mellem at kritisere en korrupt idrætspræsident eller holde mund for at få et attraktivt arrangement til landet, bliver det ret nemt udfordret på ideologien. Det har vi set mange eksempler på. Selv hjemme i det indflydelsesrige, demokratiske Danmark.