Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kreta. Danmarks mandlige landshold i strandhåndbold er for første gang klar til VM-finalen.
Det blev en kendsgerning efter en meget tæt og spændende semifinale mod Brasilien på den græske ø Kreta.
Danmark sejrede med cifrene 16-21, 17-16, 6-4.
Efter at have tabt første halvleg skulle Danmark vinde den anden for at holde liv i finaledrømmen, og det skete lige netop med 17-16 på såkaldt "golden goal", da stillingen var uafgjort.
Dermed skulle semifinalen afgøres i en shootout, der er sportens svar på en straffekonkurrence, og her var danskerne altså skarpest.
Danmark scorede på tre ud af fem forsøg, mens Brasilien misbrugte sine tre sidste forsøg efter at have scoret på de to første.
Martin Andersen og Mikkel Stark Just blev danske topscorere i opgøret med hver ti træffere, mens Simon Moss blev noteret for otte scoringer.
Danmark vandt EM-guld i 2019 og 2021, men har stadig en VM-medalje til gode. Nu er holdet sikret mindst VM-sølv.
- Det har længe været et stort mål at nå en VM-finale, så vi er utroligt stolte og glade, siger holdets assistenttræner, Martin Hjortshøj, i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
- De seneste par år har vi godt kunne se, at vi har nærmet os verdenstoppen. Men at gennemføre målet og så lige mod de forsvarende verdensmestre fra Brasilien, det er stort.
I søndagens finale venter nu Kroatien, der senere lørdag besejrede værtsnationen, Grækenland, i den anden semifinale.
Finalen begynder søndag klokken 18 dansk tid.
Tidligere lørdag måtte det danske kvindelandshold se sig slået i kvartfinalen af Holland. Også den kamp blev afgjort efter shootout.
/ritzau/