Danmark vinder bronze og taber verdensrekord ved svømme-VM

De fire danske kvinder svømmede en tredjeplads hjem, mens USA forbedrede den danske verdensrekord.

Jeanette Ottesen var i bassinet to gange natten til torsdag. Den ene tur rakte til en medalje i medley, mens hun gik glip af finalen i 100 meter fri (arkivfoto). Scanpix/Martin Bureau Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeanette Ottesen, Mie Ø. Nielsen, Emilie Beckmann og Matilde Schrøder vandt bronzemedaljerne i kvindernes fire gange 50 meter medley ved VM på kortbane i Canada natten til torsdag dansk tid.

De fire danskere nåede i mål i tiden 1 minut og 45,98 sekunder.

USA var dominerende i løbet og endte med både at vinde guld og sætte verdensrekord i tiden 1 minut og 43,27 sekunder.

Dermed slog amerikanerne den danske verdensrekord fra VM i Doha i 2014, der lød på 1 minut og 44,04 sekunder.

Italien tog sølvmedaljerne i tiden 1 minut og 45,38 sekunder.

Det danske hold var også endt i finalen med den tredjebedste tid af de kvalificerede.

Kun Canada og USA var hurtigere end Danmark i det indledende heat. De fire danskere blev dengang noteret for tiden 1 minut og 47,05 sekunder.

Til gengæld kom Jeanette Ottesen ikke videre til finalen i 100 meter fri, da hun svømmede semifinale lidt over en time efter finalen i medley.

Ottesen kom ind i tiden 53,08 sekunder. Det rakte til niendebedste tid, og det betyder akkurat, at danskeren ikke kommer til at svømme på en af de otte baner i bassinet i finalen natten til fredag.

Mie Ø. Nielsen blev nummer syv i sin finale i 100 meter ryg i tiden 56,93 sekunder.

Det ungarske fænomen Katinka Hosszu vandt guld i tiden 55,54 sekunder.

På herresiden svømmede Anders Lie Nielsen finale i 200 meter fri.

Danskeren blev nummer otte, og han kom dermed sidst, efter at han havde ligget med fremme i den indledende del af ræset.

Anders Lie Nielsen kom ind i tiden 1 minut og 43,69 sekunder.

Koreanske Taehwan Park vandt guld i tiden 1 minut og 41,03 sekunder, mens sydafrikanske Chad le Clos fik sølv. Ruslands Aleksandr Krasnykh tog bronzemedaljen.

VM i Canada slutter 11. december.

/ritzau/