Danmark vandt 0-0

Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen, Christian Eriksen og Jannik Vestergaard efter kampen mellem Danmark-Frankrig på Luzhniki Stadion i Moskva tirsdag den 26 juni 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Missionen lykkedes. Landsholdet skulle bruge ét point, de gik efter et point, og de fik et point. VM-succesen er hjemme med avancementet til ottendedelsfinalen.

En stram defensiv taktik sikrede Danmark et uafgjort resultat mod de franske favoritter. Man fristes til at sige, at resultatet kom hjem på norsk manér, men VM er en turnering, og i turneringer gælder det om at komme så langt som muligt med de midler, man har til rådighed. Så pyt være med at spillet ikke var prangende, og at Danmark ikke rullede champagnefodbolden ud mod den liflige driks moderland. Til gengæld må tilhængere af italiensk catenacciofodbold fra 60erne sidde med et lummert smil om læberne, for farlige franske klasseangribere som EM-topscoreren Antoine Griezmann og hans makker Olivier Giroud, der scorede tre mål i to kampe mod Danmark i 2015, blev i dén grad lukket ned, og Frankrig blev aldrig for alvor farlige.

Åge Hareide forsøgte med sit valg af startopstilling at dæmme op for de kontraangreb, Danmark i overflod har tilladt modstanderne at gennemføre i de to første puljekampe. Han rykkede Andreas Christensen fra forsvaret op på midtbanen, hvor »AC« tidligere har haft stor succes, da han var en del af det stærke U21-landshold, der kvalificerede sig til EM i 2015. Det skete på bekostning af Lasse Schöne, mens hurtige Martin Braithwaite afløste karantæneramte Yussuf Poulsen i angrebets højre side. Endelig havde Åge Hareide valgt at starte med fysisk stærke Andreas Cornelius i angrebet i stedet for Nicolai Jørgensen. En beslutning, som dels var en konsekvens af Jørgensens dårlige form, dels ønsket om at have en decideret targetman at spille lange bolde op på.

Åge Hareides omfattende analysearbejde havde afsløret, at mange af de farlige omstillinger i de to første kampe var opstået som følge af tekniske fejl og det forsøgte landstræneren at imødegå med en lidt mere primitiv spillestil, hvor boldbesiddelse ikke var en del af strategien. Det betød, at Danmark efter en god, aggressiv start overlod spillet til franskmændene, som i anledning af, at de allerede havde kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne, hvilede mange af deres bedste spillere.

Men Frankrig havde svært ved at omsætte boldovertaget til chancer mod et defensivt kompakt dansk hold, som i dagens anledning havde vendt trekanten på den centrale midtbane, så i stedet for at spille med to defensive, skubbede Thomas Delaney op ved siden af Christian Eriksen med Andreas Christensen som den enlige bølgebryder foran midterforsvarerne. I praksis lå de tre midtbanefolk ofte med meget kort afstand, presset tilbage af den franske offensiv, og man så flere gange Christian Eriksen være helt nede i eget straffesparksfelt for at losse bolden væk.

Omstillinger gav danskerne ikke mange væk af. Dertil var holdet for sjældent oppe og true Frankrig i etableret spil. Og det var sigende, at det første franske kontraangreb først materialiserede sig efter 39 minutter – i øvrigt efter et boldtab af Christian Eriksen – men Antoine Griezmann sparkede blødt i favnen på en velspillende Kasper Schmeichel.

Danmark mødte Frankrig i to kampe i 2015, hvor franskmændene som arrangør af EM det følgende år var blevet indplaceret som træningsmodstander i Danmarks kvalifikationspulje. Danmark tabte begge kampe dengang, 0-2 ude og 1-2 hjemme uden at være i nærheden af at true franskmændene. Tværtimod kunne den franske sejr i begge tilfælde have været større, hvis ikke der var gået en vis portion magelighed i »Les Bleus«. Især deres åbning på kampen i Parken imponerede mig. Det unge Manchester United-talent Anthony Martial var flyvende og lignede en mand, der inden for få år ville blive verdens bedste wing og centerforward Olivier Giroud sendte klinisk to bolde forbi Kasper Schmeichel, inden der var gået seks minutter.

Men det var kun en skygge af dét hold, Danmark mødte i Moskva. Og det var ikke mindst danskernes skyld, at franskmændene var lige så blege som den midterste farve i tricoloren.

Det danske avancement til ottendedelsfinalerne blev altså sikret ved egen hjælp og fightervilje. Det er et godt karaktertræk for et hold, der fortsætter rekordstimen og nu er ubesejrede i 18 kampe i træk. Men jeg må ærligt indrømme, at min puls faldt med ca. hundrede slag, da det i stuen til lejligheden indrullede ekstra-TV viste billeder af en peruansk scoring i kampen mod Australien. 17 minutter og 13 sekunder var der gået, da André Carrillo bragte Peru foran og gav mig mit liv tilbage.

Peru så dermed ud til at give Danmark en håndsrækning, og det indtryk blev forstærket, da peruanerne kom på 2-0 kort ind i anden halvleg. Et mål scoret af den spiller, Paolo Guerrero, som Simon Kjær og gruppens øvrige anførere ønskede med i turneringen trods en truende dopingkarantæne.

Stillingen i kampen mellem Peru og Australien betød, at Danmark ville gå videre uanset resultatet mod Frankrig, og så kunne man fra dansk side pludselig tillade sig at ændre strategi og sigte efter at vinde kampen og dermed gruppen. Men træerne vokser trods alt ikke ind i himlen, og holdet besad ikke den nødvendige kvalitet til at holde på bolden og skabe farlige målchancer mod franskmændene.

Danmark spillede en defensivt stærk kamp, hvor Simon Kjær igen styrede sine tropper som en general og fik god hjælp af Mathias Zanka Jørgensen som ny løjtnant ved sin side. Taktikken holdt, strategien blev vel udført og gameplanen lykkedes. Danmark spillede den måske bedste 0-0-kamp i det danske fodboldlandsholds historie og er i VM-ottendedelsfinalen på søndag kl. 20.