Danmark tager femte EM-sejr på stribe i intens kulisse

Et tændt kroatisk hold gav Danmark kamp til stregen i lørdagens EM-kamp, men danskerne tog de to point.

Mathias Gidsel og co. har vundet alle deres kampe ved EM. Bernadett Szabo/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Budapest. Danmark kom lørdag aften et stort skridt nærmere semifinalen ved EM i herrehåndbold med femte sejr på stribe ved slutrunden.

Foran et talstærkt publikum med kraftig kroatisk overvægt i MVM Dome i Budapest sled danskerne sig til en sejr på 27-25.

Efter en mindre god kamp mod Island svarede Niklas Landin igen ved at vise sit høje niveau, og selv om veteranen Mirko Alilovic også var stærk i det kroatiske bur, vandt danskeren den duel.

I angrebet havde landstræner Nikolaj Jacobsen held med sit syv mod seks-spil, som hjalp danskerne til at åbne forsvaret.

Med sejren har Danmark nu som eneste hold seks point i sin gruppe i mellemrunden, mens Island efter en overraskende sejr over Frankrig er på fire point - samme antal som franskmændene.

Dermed kan meget stadig ske før de sidste to spillerunder i mellemrunden, men danskerne har givet sig selv det bedst mulige udgangspunkt.

Båret frem af de feststemte fans i Ungarns hovedstad var det kroatiske landshold som forvandlet sammenlignet med nederlaget til Montenegro.

I forsvaret var kroaterne yderst aggressive og sad helt tæt på danskerne. Særligt Mikkel Hansen kunne stort set ikke bevæge sig rundt uden at blive mødt af en kroatisk krammer.

Jubelbrølet var stort blandt størstedelen af de mere end 11.000 fans, da erfarne Luka Cindric scorede kroaternes første mål til 1-1, men ikke lige så stort, som da Alilovic blev sendt på banen.

Målmanden er tilbage efter fire års landsholdspause, og han gjorde livet surt for de danske skytter før pausen.

Det lykkedes dog danskerne at holde fokus i den intense kulisse og bringe sig på 8-4.

Det kunne danskerne særligt takke Niklas Landins mange redninger for, men Mathias Gidsel og Emil Jakobsen viste også koldblodighed foran mål, når chancen bød sig.

Tin Lucin var en af de få, der havde held med at dirke det danske forsvar op, og hans fire scoringer var den primære årsag til, at Kroatien pludselig var på omgangshøjde med 10-10.

En dansk scoringspause på mere end fem minutter hjalp dog heller ikke danskerne, som i angrebet skiftede til at spille syv mod seks.

Med en pauseføring på 12-11 i ryggen fortsatte danskerne med at tage målmanden ud, når de var i angreb.

Det gav åbninger til en bred vifte af danskere, som hurtigt genetablerede en tremålsføring.

Kroatiens gejst var langtfra forsvundet, men danskerne var blevet mere effektive foran mål.

Marino Maric formåede at reducere den danske føring til et enkelt mål, men generelt var danskerne to-tre scoringer foran.

Landin havde ikke lige så godt fat i de kroatiske skytter som før pausen, men to store redninger i træk gav danskerne tiltrængt luft.

Stillingen var 22-19 med ti minutter igen, og Nikolaj Jacobsen forsøgte fra sidelinjen at kontrollere sine tropper til en god slutspurt.

Der var flere gange god plads til de danske fløje, og både Emil Jakobsen og Lasse Svan kvitterede med vigtige scoringer, mens Mikkel Hansen med sit ottende mål punkterede den sidste spænding.

/ritzau/