Danmark smed føring mod Norge

Det danske herrelandshold kæmper stadig med at finde VM-formen. Lørdag tabte holdet 26-28 til Norge ved Lauritz Knudsen Cup.

Betænkelighederne på vegne af det danske herrelandshold i håndbold er der stadig efter 26-28 nederlaget til Norge i Farum Arena i forbindelse med Lauritz Knudsen Cup. Selv om der var klar fremgang at spore i forhold til nederlaget mod Polen en dag tidligere, så er der stadig et stykke vej til en VM-form, som kan skaffe holdet videre fra mellemrunden ved slutrunden i Tyskland i slutningen af måneden.

Danmark var bagud 11-14 ved pausen, kæmpede sig op til en firemålsføring undervejs i anden halvleg og smed så alligevel det hele til sidst.

Forsvaret hænger stadig fint sammen, men landstræner Ulrik Wilbek har endnu ikke fundet den vindende formel i angrebsspillet, selv om bagkæden med Bo Spellerberg, Joachim Boldsen og Per Leegaard gjorde et rigtigt godt indtryk mod nordmændene, der altså har det psykologiske overtag, inden de to hold tørner sammen i den sidste kamp i den indledende VM-runde.

/ritzau/