Danmark smadrer egen verdensrekord og tager VM-guld

Med sin tredje verdensrekord på to dage blev Danmark verdensmester i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen er verdensmestre i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Focke Strangmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen bliver ved med at overgå sig selv i Berlin.

Med deres tredje verdensrekord på halvandet døgn tog danskerne torsdag VM-guld, da New Zealand i en magtdemonstration blev besejret i finalen ved verdensmesterskaberne i den tyske hovedstad.

Dermed er Danmark for anden gang i historien verdensmester i disciplinen. Første gang var i 2009, hvor Alex Rasmussen, Casper Jørgensen, Michael Færk Christensen og Jens-Erik Madsen triumferede.

De fire danskere tog VM-guldet torsdag med tiden 3 minutter og 44,672 sekunder. Det er lidt over halvandet sekund hurtigere end den verdensrekord, de selv satte onsdag aften.

»I aften (torsdag aften, red.) formåede vi at køre noget nær det optimale løb. Vi kørte nogle gode løb i går, men der har været nogle ting, vi har talt om, vi ville forbedre,« siger Julius Johansen.

»Vi vidste før VM, at vi ville køre nogle rigtig hurtige tider, men at det var så hurtigt, tror jeg måske ikke, vi havde turde drømme om.«

New Zealand blev distanceret med lidt over fem sekunder i finalen og var aldrig i nærheden af at true danskerne, som var overlegne fra start til slut.

Det danske landshold lagde onsdag ud med først at slå Australiens nu tidligere verdensrekord, inden Hansen, Pedersen, Johansen og Madsen senere på dagen forbedrede den yderligere.

I alt har danskerne nu barberet 3,34 sekunder af verdensrekorden, siden de første gang trillede deres cykler ud på den tyske bane onsdag.

Kvartetten imponerede ved at feje alle europæiske cykelrivaler af banen ved EM i oktober i 2019, smadre den danske rekord og snuppe suverænt guld, men verdensrekorden undslap dem med syv tiendedele af et sekund ved den lejlighed.

Den har de altså sat sig tungt på nu.

Med præstationen cementerer de fire danskere deres status som et af Danmarks største medaljehåb ved sommerens OL i Tokyo.

Bronzemedaljerne gik til Italien, som slog et australsk hold, som gik fuldstændig i opløsning mod slutningen.

VM afholdes i Velodrom i Berlin fra onsdag til søndag.

/ritzau/