Danmark slog Estland i Davis Cup

Kenneth Carlsen og Frederik Løchte vandt også doublen ved Davis Cup-kampen mod Estland. Danskerne er sikre på sejr og forbliven i Europe/Africa Group II.

Kenneth Carlsen og Frederik Løchte fortsatte de fine takter fra fredagens singler og vandt også doublen lørdag ved Davis Cup-kampen mod Estland.

Sejren på 6-4, 6-2, 6-4 sikrede også danskerne den samlede sejr og Davis Cup-mandskabet spiller dermed også i Europe/Africa Group II næste år.

- Det var dejligt at få kampen lukket i dag. Det betyder, at jeg i morgen kan koncentrere mig om bare at nyde at spille. Frederik spiller en rigtig god double, og det gør det meget lettere at finde stilen, når man spiller med en som ham, sagde Kenneth Carlsen, der spiller sin sidste Davis Cup-kamp denne weekend.

Med en 3-0-føring er sejren sikret, men søndagens singler bliver stadig spillet. Landstræner John Larsen har udtaget Kenneth Carlsen og Martin Pedersen til de to sidste kampe på Havreholm Slot. /ritzau/