Nogle konkurrencer blev skudt i gang for flere dage siden, men nu er vinter-OL i Italien også officielt sat i gang set med danske briller.
Den første konkurrence med en dansk deltagelse er godt nok først på tirsdag, men fredag var Danmark repræsenteret i åbningsceremonien i hele tre byer.
Hovedshowet foregik i Milano på San Siro, der er mest kendt som hjemmebane for fodboldklubberne AC Milan og Inter.
Her bar ishockeylandsholdets storsmilende kaptajn, Jesper Jensen Aabo, den danske fane foran sine holdkammerater samt speedskater Viktor Hald Thorup.
Curlingprofil Denise Dupont havde samme ære i Cortina, hvor en stor del af konkurrencerne skal afvikles, og var sammen med de danske repræsentanter i bobslæde, skiskydning og skeleton i mindst lige så højt humør.
Også Livigno er i spil, og her var skiløberen Christian Borgnæs sammen med en leder de enlige danske repræsentanter.
Langt de fleste af de i alt 39 danske atleter var til stede i de tre byer, og dermed fortsatte en tradition med meget høj deltagelse i åbningsceremonien.
Der var dog en del færre end for fire år siden i Beijing, hvor Danmark satte rekord med 62 deltagere. Det skyldes ikke mindst, at også ishockeykvinderne var kvalificerede.
I løbet af showet i Milano optrådte den amerikanske sangerinde Mariah Carey med en ældre italiensk sang til pæn jubel for de fremmødte.
Knap så store applauser fik den amerikanske vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio, der var på tribunen.
Lidt før klokken 23.00 erklærede den italienske præsident, Sergio Mattarella, efter blandt andet en tale af IOC-præsident Kirsty Coventry legene for officielt åbne.
Slutteligt sang tenoren Andrea Bocelli den olympiske flamme ind på San Siro.
Blandt andre Inter-legenden Giuseppe Bergomi og AC Milan-ikonet Franco Baresi bar faklen rundt på deres tidligere hjemmebaner, inden de italienske vintersportslegender Alberto Tomba, Deborah Compagnoni og Sofia Goggia fik ilden i gang i Milano og Cortina.
OL afvikles frem til og med 22. februar.
/ritzau/
