Man glemmer det indimellem, men det var jo faktisk ikke meningen, at det var Kasper Hjulmand, der skulle have stået på sidelinjen som dansk landstræner under seneste EM.

Det var Åge Hareide, den norske træner, der havde løftet holdet gennem kvalifikationen med sin resultatorienterede pragmatisme, og som efter planen skulle have taget EM-slutrunden med, inden faklen blev givet videre til Kasper Hjulmand.