Mens systemfejl fik alle tog i Jylland til at holde stille søndag, fortsatte de danske håndboldherrers EM-guldtog ufortrødent i Herning.
Systemerne fungerede, 14.535 tilskuere var nået frem til Boxen, og efter en pauseføring på 22-17 sikrede Danmark pladsen i mellemrunden med en sikker sejr på 39-24.
Tidligere søndag smed Portugal en føring på fem mål mod Nordmakedonien og måtte nøjes med 29-29. Dog betød det ene point til Portugal, at Danmark med en sejr over Rumænien ville sikre avancement til mellemrunden.
Det bliver dog kampen mod Portugal tirsdag, som afgør, om Danmark vinder gruppen.
Trods lidt defensive kvaler i de første 30 minutter var der aldrig tvivl om den danske sejr. Det rumænske forsvar havde ikke en jordisk chance for at tæmme det hurtige danske angrebsspil.
Kevin Møller fik chancen fra kampens start i målet. Han skulle lige varmes op, men så begyndte han også at tage fra. Han blev heller ikke godt hjulpet af sit forsvar indledningsvist.
Især de rumænske indspil til 207 centimeter høje Calin Dedu voldte problemer for Magnus Saugstrup og Emil Bergholt. Det blev bedre, da Nikolaj Jacobsen sendte 203 centimeter høje Simon Hald ind i midterblokken.
I de første 20 minutter strøede Mathias Gidsel om sig med assister og overlod målscoringen til andre - især Simon Pytlick. Han hakkede syv bolde i kassen i første halvleg.
Først i fjerde forsøg kom Gidsel på tavlen efter 21 minutter, men så nåede han også at putte tre yderligere ind før pause.
Som i åbningskampen mod Nordmakedonien gik Nikolaj Jacobsen flere gange over til at spille syv mod seks.
Danmark kom let til chancer ellers, men det ligner, at det er et taktisk greb, han gerne vil perfektionere for at kunne bruge det, når modstanden også bliver stærkere senere i turneringen.
Rumænerne viste sig offensivt flot frem i de første 30 minutter, men over den dobbelte distance er den niveaumæssige afstand op til Danmark for stor.
Anden halvleg blev en ret så ensrettet dansk vandring mod storsejr, selv om der blev sjusket og brændt lidt mere i angrebet.
Til gengæld var Kevin Møller og forsvaret kommet helt i sync. 18 minutter inde i anden halvleg havde Rumænien blot scoret to gange, og den danske sejr var for længst i hus.
Gidsel blev trods sin langsomme start dansk topscorer med ni mål, mens Pytlick og Mads Hoxer fulgte lige efter med otte træffere hver.
Halvlegen fik dog et kedeligt højdepunkt, da Lukas Jørgensen i en kontra pludselig røg i gulvet. Det lignede en alvorlig skade og et farvel til EM for den stærke stregspiller.
Både Frederik Bo Andersen og Lasse Møller fik deres første EM-minutter, og især sidstnævnte fik vist sig godt frem. Han nåede at score tre mål.
Værd at bemærke var det også, at Danmark ikke ragede en eneste udvisning til sig i kampen. Og at Kevin Møller sluttede med en redningsprocent på over 42, mens Emil Nielsen fik en fridag på bænken.
/ritzau/
