De danske håndboldkvinder har spadseret gennem de første fire VM-kampe så let som ingenting, og det har stillet dem i en god position.
Allerede fredag mod Schweiz i den næstsidste kamp i mellemrunden kan billetten til kvartfinalen indløses. Det kræver blot point mod et hold, der bør være en overkommelig modstander.
- Det er selvfølgelig et delmål, vi har, at vi gerne vil i kvartfinalen. Hvis vi kan gøre det fredag, vil vi gerne det. Så det fylder selvfølgelig noget. Det er derfor, vi er her, siger landstræner Helle Thomsen.
Ender det med nederlag, kan Danmark stå i en situation, hvor point mod gruppens på papiret stærkeste modstander Ungarn er nødvendigt i den sidste kamp. Især derfor er Nanna Hinnerfeldt indstillet på at slå Schweiz.
- Det vil være et kæmpe pres, der bliver taget af vores skuldre, hvis vi allerede sikrer os mod Schweiz. Så det er den tilgang, vi skal lægge for dagen, siger Nanna Hinnerfeldt.
Det potentielle scenarie med en nervepirrende kamp mod Ungarn i sidste mellemrundekamp har Helle Thomsen advaret mod hele slutrunden igennem.
- Der er ingen grund til at stå i en situation, hvor vi er tvunget til at vinde over Ungarn for at gå videre. Vi kan selvfølgelig lige så godt få det gjort mod Schweiz, som er en modstander, vi skal kunne håndtere, siger landstræneren.
Men i bund og grund er der ikke så meget anderledes ved kampen mod Schweiz. Danskerne har en velbegrundet overbevisning om, at de kan vinde alle kampe i mellemrunden.
Lykkes det, slutter Danmark på førstepladsen i mellemrunden og skal derfor møde det næstbedste hold fra den mellemrundegruppe, der rummer Frankrig og Holland.
Lige nu ligger det til, at Frankrig er bedst i den gruppe, og at Danmark derfor skal forvente at få Holland som modstander i kvartfinalen, hvis det ellers ender med gruppesejr.
Og selv om Holland har 9000 tilskuere i ryggen i Rotterdam, vil modstanden formentlig være svagere end den, der kommer fra de forsvarende franske verdensmestre.
- Uanset hvad, stiller det os sportsligt bedst muligt, hvis vi også slår Ungarn. Så vi vil selvfølgelig gerne slutte på førstepladsen, siger Nanna Hinnerfeldt.
Danmark møder Schweiz fredag klokken 20.30.
/ritzau/
