Danmark er også et badmintonland

Der er danske medaljer i luften. Mens du sover, kan både en svømmer, en sejler og en badmintonspiller have sikret sig medaljer ved OL. Vi har også brug for at få sat lidt ind på medaljekontoen.

»Vi har stolte traditioner i badminton ved både OL og andre store mesterskaber, især All England og VM. Hvis alt går vel, kan Viktor Axelsen følge op på dem i herresingle og spille sig i en OL-finale søndag,« skriver Kurt Lassen. Alexander Nemenov/AFP/Ritzau Scanpix

Danmark er et badmintonland, et fodboldland, et håndboldland. Lige for tiden i OL-sammenhæng dog mest et badminton- og herrehåndboldland. Vi har stolte traditioner i badminton ved både OL og andre store mesterskaber, især All England og VM. Og hvis alt går vel, kan Viktor Axelsen følge op på dem i herresingle og spille sig i en OL-finale søndag.

»Min personlige erindringsskillelinje går ved Svend Pri, som jeg kan huske fra OL i München.« Aage Sørensen

Badminton kom først på OL-programmet i 1992 i Barcelona, men var med helt tilbage i 1972 som demonstrationssport ved OL i München. Navnkundige Svend Pri tabte til sin evige rival, Rudy Hartono fra Indonesien, i finalen. Og det fortæller også historien om dansk badminton. Den fylder meget i hallerne på motionssiden om vinteren, men i elitesammenhæng står der gerne en indoneser, kineser, japaner, malaysier eller koreaner på den anden side.

Mens Danmark har været noget nær uovervindelige i alle badmintondiscipliner på europæisk niveau, har danskerne i reglen op igennem historien på verdensplan været oppe imod en hel verdensdel. Asien producerer badmintonstjerner på samlebånd, og sporten fylder endnu mere i flere af landene på de kanter end i Danmark.

Min personlige erindringsskillelinje går ved Svend Pri, som jeg kan huske fra OL i München. Hartono naturligvis også og lige efter ham en anden indoneser, Liem Swie King. Før Svend Pri var Erland Korps manden, der fejede sine modstandere af banen efter forgodtbefindende. Velsagtens den største danske spiller igennem tiderne med 11 All England-titler i single, herre- og mixed double. Det var før VM og OLs tid, men Korps vandt også store turneringer i Østen.

Derudover er der navne som Morten Frost, Flemming Delfs, Poul-Erik Høyer og Peter Gade for at nævne nogle få øvrige. Ej at forglemme Lene Køppen, Kirsten Larsen og Camilla Martin hos kvinderne.

Brøleabejubel

Poul-Erik Høyer med guldet efter finalesejren i 1996. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Og hvem husker ikke, da Poul-Erik Høyer flåede sin spillertrøje i stykker som en anden brøleabe liggende på knæ efter sin semifinalesejr ved OL i Atlanta i 1996? Det var ikke, som det ofte bliver udlagt, i selve finalen, hvori han altså som eneste dansker hidtil vandt guld. Poul-Erik Høyer er i dag medlem af den Internationale Olympiske Komité, IOC.

På den historiske OL-medaljeliste ligger Danmark nummer fire. Efter Kina med 18 guldmedaljer, Indonesien med syv, Sydkorea seks og altså derefter Danmark med én guldmedalje, tre af sølv, og fire af bronze. Blandt andre vandt Camilla Martin sølv i single i Sydney, og vores nuværende håb, Viktor Axelsen, vandt bronze for fem år siden i Rio.

For lige nu gælder det altså Viktor Axelsen og desværre ikke Anders Antonsen.

Den fire år yngre Antonsen har slået netop Viktor Axelsen tre gange i karrieren, men natten til lørdag brast drømmen om en eventuel ren dansk herrefinale i Tokyo, da Antonsen i tre tætte sæt tabte sin kvartfinale, 21-18, 15-21, 21-18 til Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien.

Anders Antonsen taber til Anthony Sinisuka til OL i Tokyo. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen havde til gengæld ikke de store problemer med at eliminere sin kinesiske modstander, Yu Qi Shi, på trods af dennes verdensklassestatus. Danskeren tørrede noget nær gulv med kineseren og vandt i spillemæssig suveræn stil, 21-13, 21-13. Dermed gælder det den undertippede Kevin Cordón fra Guatemala, der overraskende er nået helt frem til semifinalen. Det lugter lidt af en dansk finaleplads.

Herrehåndboldland

I herrehåndbold er vi forsvarende olympiske og verdensmestre. Søndag eftermiddag spiller danskerne gruppefinale mod Sverige og kan tillade sig at tabe med fire for at vinde gruppe B. Man kan ikke spille efter den slags, og det er svært og imod al sportsånd at tabe med vilje med mere end fire mål, men som resultaterne udspiller sig i den modsatte gruppe, A, kunne man fristes til at gøre det.

Danskerne skal møde svenskerne i OL-kvartfinale søndag. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tyskland slog nemlig Norge med hele 28-23, og nordmændene er dermed på den fjerdeplads, som danskerne i tilfælde af sejr eller højst firemålsnederlag til Sverige, skal møde i kvartfinalen. Tyskerne ligger ofte bedre til Danmark end Norge – eller måske er det i virkeligheden hip som hap. Hvis man vil forsvare sin olympiske titel, skal man være i stand til at slå alle. Også Frankrig – men helst først i en finale.

Danmark er også et svømmeland og et sejlsportsland. Når du vågner søndag morgen, kan Viktor Axelsen være i finalen, Pernille Blume kan have svømmet sig på podiet i 50 meter fri efter at have vundet sin semifinale lørdag, og førende Anne-Marie Rindom i Laser Radia-bådens medal race kan også have føjet mere metal til den danske medaljekonto, der i skrivende stund blot har en sølv- og en bronzemedalje på bundlinjen.

Lad os håbe på det, for i virkeligheden er Danmark hverken et badmintonland eller et fodboldland. Det er sportsland …