For at nå langt til en slutrunde i håndbold kræver det, at man har en fit trup. Og det har Danmark på tærsklen til EM på hjemmebane.
Backen Lasse Andersson har døjet med en fiberskade i maven op til EM, men ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen er alle mand til rådighed, når de danske verdensmestre indleder EM i Herning fredag aften.
- Som det ser ud lige nu, har jeg 19 mand til rådighed, så alt er godt, lyder det fra den danske landstræner.
Eftersom kun 18 spillere må være på holdkortet til kampen, betyder det også, at landstræneren skal prikke en spiller, der må se til fra tribunen. Hvem det bliver, offentliggør han først fredag.
Det er 11. gang, 54-årige Nikolaj Jacobsen står i spidsen for det danske nationalmandskab til en slutrunde. Ved otte af de ti hidtidige er det blevet til medalje - fem af guld, to af sølv og én af bronze.
Men blot fordi man har prøvet det før og har haft masser af succes, ændrer det ikke på følelsen ved indgangen til turneringen.
- Der er altid den samme spænding her op til den første kamp. Hvor står man lige henne? Hvordan ser det ud med nogle af de ting, vi har trænet på? lyder det fra landstræneren.
- Og så er det en slutrunde på hjemmebane. Det gør jo også, at der er lidt mere hurlumhej om det hele og lidt mere spænding i kroppen.
Mens landstræneren har prøvet det mange gange før, er det kun anden gang, Aalborg-backen Mads Hoxer skal til slutrunde med Danmark.
Han var - nærmest som statist - med til at vinde VM i 2023, men ellers har skader ofte ramt ham på uheldige tidspunkter. Og i sine 12 landskampe har han endnu aldrig spillet i Boxen.
Den 25-årige højreback har stået der som fan, fortæller han, men ellers har han kun holdkammeraters vidneudsagn at læne sig op ad før Boxen-debuten.
- De har fortalt om, at det er en sindssygt fed arena og en vild kulisse, der kommer. Jeg glæder mig til at få det der sus i maven, siger han.
/ritzau/
