Daniel Wass-scoring sikrer Valencia uafgjort mod Chelsea

Daniel Wass scorede for Valencia, da holdet spillede 2-2 mod Chelsea i Champions League-gruppespillet.

Andreas Christensen (i blåt) startede ind for Chelsea i onsdagens Champions League-gruppekamp mod Valencia. Andrew Boyers/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det var en lille overraskelse, at Daniel Wass skulle starte inde for Valencia, da det spanske hold på hjemmebane tog imod Chelsea i Champions League-gruppespillet onsdag aften.

Men den danske midtbanespiller blev helten for hjemmeholdet, da han med otte minutter igen udlignede til slutresultatet 2-2 med sit første Champions League-mål i karrieren.

Resultatet betyder, at ingen af de to hold er sikre på avancement fra gruppespillet og sørger dermed for spænding til det sidste i gruppe H, hvor Chelsea og Valencia begge har otte point.

Ajax har syv point, men møder senere onsdag Lille, der allerede inden opgøret er sikker på at slutte sidst i gruppen.

Det var tæt på en drømmestart for Chelsea, der startede med Andreas Christensen i forsvaret i danskerens første kamp for det engelske hold i to måneder.

Kantspilleren Willian fik helt fri serveret bolden lige foran mål, men headede langt over.

Efter små 20 minutter var det så hjemmeholdet, der var tæt på, da Rodrigo med et perfekt fladt indlæg fandt Maximiliano Gomez, der helt fri foran mål blot skulle sætte foden på. Men angriberen fumlede og fik slet ikke ramt bolden.

Godt ti minutter senere var det igen Gomez, der fik en stor mulighed foran mål. Denne gang ramte uruguayeren bolden, men Kepa Arrizabalaga i Chelsea-målet var på plads.

Tammy Abraham stod for kampens næste store chance, men med det yderste af handsken fik Jasper Cillessen i Valencia-målet tippet bolden til hjørnespark.

Med seks minutter til pause kom kampens første scoring. Igen var det Valencias Rodrigo, der stod for et flot indlæg, som Carlos Soler fik indersiden på og scorede sit første mål for i en skadesfyldt sæson.

Det satte gang i lægterne, men jublen blev kort efter til ærgrelse for de mange fremmødte Valencia-fans.

Blot to minutter senere fik Chelsea nemlig udlignet på et mål af Mateo Kovacic.

En tilfældig bold faldt ned til kroaten i det yderste af feltet, og han hamrede et fladt skud afsted, som Cillessen denne gang lige akkurat ikke fik handskerne på i det yderste venstre hjørne af målet.

Anden halvleg var knap gået i gang, da Chelseas Christian Pulisic sendte bolden i mål. Inden jublen for alvor brød ud på det engelske hold, skulle målet dog først ses igennem af VAR-dommerne.

Trods store protester fra hjemmeholdet, der mente, at Pulisic var offside, blev målet godkendt.

Dermed så det længe ud til, at Chelsea ville sikre sig den ene plads videre til ottendedelsfinalen, mens det så yderst svært ud for Valencia.

Men så dukkede Wass op. Danskerens skud på mål lignede mest et indlæg, men blev på fineste vis skruet i ind bag en chanceløs Kepa Arrizabalaga.

/ritzau/