32-årige Daniel Wagner vandt mandag sin sjette VM-medalje i karrieren.

Ved VM i paraatletik i Indien leverede vejlenseren sit længste spring i 2025 - 7,20 meter og tog bronze i længdespring.

- Jeg er meget tilfreds. Niveauet er mega højt, og jeg fik ikke helt sat det hele sammen i dag - så de længste spring må vente til næste gang, siger Wagner til Parasport Danmarks profil på Instagram.

Wagner, der også har hentet fem OL-medaljer, blev den anden danske medaljetager i New Delhi.

Søndag vandt Andrea Stokholm Overgaard sølv i 400 meter frame running, hvor man løber med støtte fra en specialbygget løberamme.

VM afvikles til og med søndag, og begge danske medaljetagere skal senere på ugen i aktion på 100 meter.

/ritzau/