Daniel Jensen matchvinder for Bremen

Daniel Jensen scorede det afgørende mål, da Werder Bremen hjemme vandt 2-1 mod Dinamo Zagreb i Champions League-kvalifikationen.

Indskifterne gjorde forskellen, da Werder Bremen onsdag aften hjemme på Weserstadion tog imod kroatiske Dinamo Zagreb i Champions League-kvalifikationen. Begge værternes mål blev nemlig scoret af danske Daniel Jensen og Miguel Almeida, der først kom på banen efter pausen.

Jensens landsmand Leon Andreasen startede godt nok på bremernes midtbane, men havde det lige som sine holdkammerater en smule svært mod de hurtige og direkte kroater, der kort før første halvlegs slutfløjt bragte sig foran 1-0.

I pausen blev Andreasen byttet ud med Daniel Jensen, og Bremen fik bedre styr på spillet. Der var således ikke gået mere end et minut, før ligeledes indskiftede Miguel Almeida udlignede, og godt fem minutter før tid huggede Jensen så til med et knaldhårdt skud fra distancen, der sejlede ind tæt ved trekantsammenføjningen.

Dermed har Bremen et fornuftigt udgangspunkt inden returkampen om 14 dage. Og i hvert fald et meget bedre et end Dennis Rommedahl og Ajax, der hjemme tabte 0-1 til Slavia Prag.

/ritzau/