Damgaard føler sig ikke VM-sikker

Michael Damgaard gjorde sig positivt bemærket, da Danmark tabte VM-testkampen mod Island. Fold sammen
Læs mere

Michael Damgaard ligner en stensikker spiller i den 16-mands-trup, som landstræner Gudmundur Gudmundsson udtager til håndboldherrernes VM-slutrunde senere på måneden i Qatar.

Ganske vist tabte Danmark lørdag aftens næstsidste testkamp inden afrejsen 29-30 til Island, men i kampen i Gigantium i Aalborg viste Team Tvis Holstebro-spilleren med seks fuldtræffere sig fra sin bedste side.

Han kom på banen, da Danmark var bagud 19-23, men takket være en række fine scoringer af venstrebacken blev spændingen om kampens resultat genskabt.

Michael Damgaard, der kan blive udtaget på Nikolaj Markussens bekostning, vil dog ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.

»Jeg vil også gerne spille mod i morgen (søndag mod Sverige, red.). Hvis jeg har nul scoringer på rigtig mange forsøg går jeg ud fra, at jeg har spillet mig af holdet. Men jeg vil gå ind med samme indstilling som de seneste to dage,« sagde Michael Damgaard til TV2 efter kampen.

Han lagde dog ikke skjul på, at han var udmærket tilfreds med sin indsats mod Island.

»Da jeg kommer ind, er de blevet lidt trætte. Jeg spiller ikke i første halvleg. Derfor kommer jeg ind med speed i benene, og det får jeg udnyttet fint,« sagde Michael Damgaard.