Damedouble sikrer sig fjerde EM-titel med ujævn indsats

For første gang ved EM tabte Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen et sæt, men tog alligevel guldet.

Foto: Claus Fisker

Kolding. Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen troner fortsat over alle i europæisk badminton.

Sådan har det været længe, og det faktum blev på ny understreget, da danskerne søndag i Kolding vandt EM-guld for fjerde gang i træk.

De bulgarske søstre Gabriela Stoeva og Stefani Stoeva blev slået med 21-11, 15-21, 21-11 i en finale, hvor den eneste overraskelse var, at den strakte sig over tre sæt.

I første sæt var forskellen nemlig så enorm, at det var svært at forestille sig, at det ville blive andet end en spadseretur mod sejren.

Men Stoeva-søstrene fik samlet sig i andet sæt, og da de to danskere samtidig gik et gear ned, var forskellen pludselig ikke længere så stor.

Specielt i sættets sidste del sjuskede storfavoritterne, og så endte det med det første sættab i hele turneringen.

Rytter Juhl og Pedersen strammede dog grebet, og fra tredje sæts start viste de igen noget af den styrke, der har bragt duoen op i verdenstoppen.

Fra 1-1 gik danskerne til 7-2, og derfra var der ingen tvivl om udfaldet.

Senere søndag har Christinna Pedersen mulighed for endnu en guldmedalje, når hun spiller finale i mixeddouble sammen med Joachim Fischer.

/ritzau/