Dalgaard stjal billedet i Randers

Indskiftede Thomas Dalgaard blev dagens mand for Randers FC, idet han var manden bag begge mål i 2-0-sejren over Viborg.

Det var egentlig Randers FC's nyindkøbte frontduo, Søren Ulrik Vestergaard og Bédi Buval, som efter planen skulle komme i målscorernes roller i onsdag aftens lokalopgør mod Viborg. Men i stedet blev det Thomas Dalgaard, der stjal al opmærksomheden. Den høje angriber blev sendt på banen midt i anden halvleg, og med to mål inden for de sidste ti minutter blev den tidligere Silkeborg-spiller matchvinder.

- Det er bare dejligt, lød den umiddelbare kommentar fra hovedpersonen.

- Der skal være nogen til at arbejde for det, men der skal jo også være nogen til at putte den i kassen, analyserede han og tænkte allerede frem mod søndagens opgør i Lyngby.

- Jeg bliver lidt skuffet, hvis jeg ikke starter inde, sagde Thomas Dalgaard.