Dalgaard indrømmer han ikke har slået til

Thomas Dalgaard skiftede i sommer til Heerenveen, men er ikke startet inde en eneste gang i efteråret.
Læs mere
Fold sammen

Sidste sæsons Superliga-topscorer, Thomas Dalgaard, fik efter lang tids tovtrækkeri opfyldt ønsket om at komme væk fra Superliga-nedrykkerne Viborg og tog i sommer til Heerenveen på en tre-årig kontrakt.

Den hollandske klub har dog endnu ikke fået valuta for millionerne, og klubbens træner Dwight Lodeweges har endnu til gode at prøve at starte inde med sin danske angriber.

Sølle 132 minutters spilletid er det blevet til i efteråret, og i kølvandet på den manglende succes har det hollandske fodboldmagasin Voetbal International kåret ham til Æresdivisionens næstdårligste indkøb. En liste, hvor en anden dansker Niki Zimling i øvrigt kommer ind på en lidet flatterende femteplads.

»Det skyldes nok mest, at jeg ikke har spillet. Men den der liste er ikke noget, som jeg tænker over. Jeg ved godt, at jeg ikke har slået til, men jeg synes heller ikke, at jeg har fået chancen. Jeg har ikke fået en kamp fra start overhovedet, så jeg er da lidt skuffet over, at jeg ikke har fået chancen, men sådan er det,« siger Thomas Dalgaard.

Han blev købt som en direkte afløser for Æresdivisionens topscorer Alfred Finnbogason, der lynede hele 29 gange i sidste sæson og blev solgt for over 50 millioner kroner til Real Sociedad.

Thomas Dalgaard begyndte dog sin karriere i Holland småskadet, og i stedet greb hans konkurrent Mark Uth chancen og har aldrig set sig tilbage. Før forårssæsonen er 23-årige Mark Uth liga-topscorer med 11 mål, og det har begrænset Thomas Dalgaards muligheder i trænerens 4-3-3-system med kun én angriber.

»Det var ikke den halvsæson, jeg havde håbet på. Jeg kom selvfølgelig herned for at spille, men jeg tror også, det kommer som en overraskelse for Heerenveen, at Mark Uth har gjort det så godt. Men det er sådan nogle gange, at folk blomstrer op, og hvis jeg var træner, ville jeg også lade topscoreren spille,« forklarer Thomas Dalgaard.

Den tidligere Viborg-angriber, der scorede 18 mål i Superligaen i sidste sæson, er som 30-årig et sted i sin karriere, hvor han helst skal spille hver gang, og med transfervinduets åbning er det oplagt, at han skulle søge videre for at opfylde det mål, men endnu er det for tidligt at bede Heerenveen om en transfer.

»Jeg har ikke nogen overvejelser om at komme væk, og jeg har kun været her i et halvt år. Jeg kæmpede for at komme væk i sommer, og jeg ved ikke, om det er for tidligt at give op. Ikke at man giver op ved at skifte klub, men jeg synes, det skal have en chance mere,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil helst spille, men jeg er også oppe i årene og har fået en udmærket kontrakt, så jeg tænker selvfølgelig også på at sikre mig med penge de næste tre år fremad. Det har selvfølgelig også noget at sige. Så de to ting er lidt svære at opveje mod hinanden.«

»Lige nu er jeg tålmodig, men der kan hurtigst ske noget nyt med, at en klub gerne vil have én, eller Heerenveen gerne vil af med mig. Det er hele tiden en ny situation, men i øjeblikket ser det ud til, at klubben vil beholde mig, og det er fint.«

Thomas Dalgaard er i øjeblikket med Heerenveen på træningslejr i Spanien og scorede onsdag mod belgiske St. Truiden. Nummer ét på Voetbal Internationals flopliste er i øvrigt Danny Hoesen, der kom til Groningen fra Ajax.