Camilla Dalby har spillet sin sidste landskamp for Danmark. Det bekræfter hun nu endegyldigt.
Efter en måned med kryptiske udmeldinger og 'ingen kommentar' om fremtiden på landsholdet, er det nu definitivt, at Dalby ikke længere vil stå til rådighed for Jan Pytlick. Landsholdshåndbold er et overstået kapitel.
Fokus skal fremover kun være på den montenegrinske storklub Buducnost, som hun skiftede til før denne sæson.
- Jeg har valgt, at jeg gerne vil prioritere alle mine kræfter her i klubben, hvor vi forhåbentlig kan spille os i Final 4 og har en lang sæson. Det tager tid og kræfter, og det er rigtig spændende, og derfor vil jeg gerne lægge alle mine kræfter her og præstere så godt som muligt for dem, siger Camilla Dalby om sin beslutning til tv2.dk.
Der har tidligere været spekuleret i et anstrengt forhold mellem Dalby og landstræner Jan Pytlick, efter at højrebacken blev indkaldt til VM i december for så stort set ikke at spille alligevel. Men Dalby afviser, at Pytlick er årsagen. Hun indrømmer dog alligevel, at slutrundeoplevelsen var svær at sluge:
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, VM slet ingen betydning har haft for min beslutning, for oplevelsen i december var ikke positiv for mig. Det har måske været den sidste dråbe, men det er ikke kun på grund af den december måned, at jeg nu har meldt fra. Men det fik mig nok til at mærke efter i maven, siger Dalby og understreger, at der er tale om et fravalg af landsholdet – ikke et fravalg af Jan Pytlick:
- Det har ikke noget med Jan at gøre. Det handler om, at det vigtigste for mig lige nu er at præstere godt i klubben. Og det føler jeg bare, jeg har størst chance for, hvis jeg koncentrerer mig om klubben lige nu, siger den tidligere Randers-spiller.
Camilla Dalby nåede mere end 100 landskampe, siden hun i 2007 fik debut for Danmark. Trods den store rutine er den hårdtskydende højreback langsomt gledet ud af landsholdsvarmen de seneste år under Jan Pytlick.