Dårlig VM-generalprøve for Danmark

Danmark kom skidt fra start i firenationersturneringen Lauritz Knudsen Cup, da holdet tabte 26-31 til Polen.

Det danske herrelandshold i håndbold fik en besværlig og ujævn start på opvarmningsturneringen Lauritz Knudsen Cup, da holdet i de stopfyldte Roskilde Hallerne tabte med 26-31 til Polen.

Danmark så et langt stykke ind i kampen ellers ud til at skulle hive en komfortabel sejr hjem, men på femten forfærdelige minutter skiftede stillingen fra 12-7 i dansk favør til 18-15 i polsk optik.

Landstræner Ulrik Wilbeks mange udskiftninger i bagkæden betød, at der aldrig rigtigt kom rytme i det danske angrebsspil, og derfor øgede polakkerne stille og roligt deres føring, selv om Danmark blandt andet med et offensivt forsvar forsøgte at vende slagets gang. Lørdag bliver der mulighed for oprejsning, når Danmark møder arvefjenderne fra Norge i Farum.

/ritzau/